Planter: Skal du vælge ægte eller kunstige?
Vi kan dekorere vores hjem med enten ægte eller kunstige planter, men hvad er bedst? De har begge deres fordele og ulemper. I denne artikel ser vi nærmere på deres egenskaber, så du kan træffe det rette valg.
Hvis du ønsker at udsmykke dit værelse, kontor eller køkken, og du overvejer planter, skal du vælge med omhu. At bruge ægte planter er ikke det samme som at bruge kunstige planter.
Ægte planter er smukke, men kræver særlig pleje. Kunstige planter kræver til gengæld ikke lige så meget vedligeholdelse, men de mangler måske de særlige detaljer, du leder efter. Dette dilemma er mere almindeligt, end du måske tror. Derfor kan det være nyttigt at sammenligne deres fordele og ulemper.
Kunstplanter
Kunstige planter er lavet af forskellige materialer, der ser ægte ud. De er det bedste valg for dem, som ikke bruger meget tid i hjemmet, eller som tit er ude at rejse, da de ikke skal vandes, omplantes, stå i sollys, trimmes mv.
Det betyder dog ikke, at de slet ikke kræver nogen form for vedligeholdelse. Du skal stadig fjerne støv fra deres blade og stilke med en fugtig klud.
Du kan finde kunstplanter, der normalt ville være vanskelige at pleje, hvis de var ægte. Det kan eksempelvis være orkidéer. De vokser ikke, udskiller ingen dufte, de blomstrer ikke, og de vil ikke bevæge sig, med mindre du selv flytter rundt på dem.
Hvis du ikke kan vælge mellem ægte eller kunstige planter, bør du huske på, at den kunstige version som regel ikke skaber varme eller inspiration. Derudover kan de også være farlige, giftige eller brandbare. Men hvis du ikke har tålmodighed til at pleje ægte planter ordentligt, vil den kunstige version være en glimrende mulighed. De giver dig desuden ingen insekt-, pest- eller svampeproblemer.
Ægte planter
Uanset, hvor ægte de kunstige planter ser ud, så vil ægte planter altid være smukkere. De er levende væsener, der ændrer lokalets stemning. De tilbyder farve, og de renser luften ved at absorbere kuldioxid og frigive ilt.
Ægte planter dufter, pynter og sommetider kan man endda spise deres frugt eller blade. Selvom de kræver meget pleje, så kan nogle arter håndtere overvanding eller meget sollys.
Hvis du har svært ved at vælge mellem den ægte eller kunstige vare, så er det måske, fordi du ikke har tid til at passe og pleje ægte planter. Men har du nogensinde tænkt over, at det er vidunderlig terapi at potte og trimme planter? Den meget tiltrængte forbindelse til naturen kan eksistere i dit eget hjem.
Sådan skal ægte planter plejes
Til at starte med anbefaler vi, at du leder efter en plante, der er nem at passe. Placér planten i vinduet, men vær dog forsigtig med, at bladene ikke visner som et resultat af direkte sollys.
Hvis du glemmer at vande dine planter, bør du sætte en alarm i din telefon eller gøre brug af et vandingssystem. Placér et flaskelåg med vand på toppen af jorden. Når det fordamper, vil dine planter benytte den resulterende fugtighed. Der er også andre måder såsom at bruge en flaske, der er fyldt med vand, og snor. Træk den ene ende af snoren ned i jorden – så er du klar til at tage på ferie!
Du kan også vælge dem, der ikke kræver meget vand. Det kan eksempelvis være kaktusser eller sukkulenter. De er mindre i størrelsen, og de skaber liv i ethvert lokale takket være de ofte farverige krukker, de kommer i.
Hvis du stadig er usikker på, om du skal vælge den ægte eller kunstige version, kan du afprøve begge muligheder. Efter et par dage vil du vide, hvilken slags der er bedst til dit hjem.