Forstå farver i Amélie Poulains verden

31 januar, 2020
Filmen Amélie er et af de mest interessante værker indenfor moderne biografkunst. Udover den utrolige historiefortælling, tilbyder Amélie en unik æstetik og en imponerende mestring af farver.

Filminstruktør og manuskriptforfatter Jean-Pierre Jeunet tog verden med storm tilbage i 2001, med hans hitfilm Amélie.

En af de ting der virkelig får filmen til at skille sig ud, er måden hvorpå han brugte farver til at fortælle den unge hovedpersons historie. Han skrev oprindeligt den romantiske film til den engelske skuespillerinde Emily Watson, men hun afviste rollen på grund af vanskeligheder med det franske sprog.

Efter en kamp for at finde en ny hovedrolle til fimen, gav Jean-Pierre Jeunet rollen som Amélie til Audrey Tautou. Den unge franske skuespillerinde endte med at blive en stjerne, og fortolkede hovedpersonens rolle mesterligt.

Handlingen

der gøres brug af en masse forskellige farvetoner i filmen

Filmens handling drejer sig om Amélie Poulains liv, fortalt af en alvidende fortæller. Amélie er en usædvanlig kvinde, med en fabelagtig skæbne markeret af en række forskellige omstændigheder, som vi gradvist opdager i takt med at historien udspiller sig.

Hendes far som er en kold, ufølsom læge tror at hans datter lider af en hjertesygdom. Men hvad han tror er en hjertesygdom, er i virkeligheden bare hans datters hjerte der banker hurtigere, hver gang hendes far rører ved hende.

Grundet hendes “sygdom” vælger hendes far at Amélie skal gå i hjemmeskole, med hendes mor som lærer. Moren er uddannet skolelærer, og en seriøs hypokonder. Uheldigvis dør Amélies mor i en grusom ulykke, da hun bliver knust af en kvinde der kaster sig selv udfra toppen af Notre Dame katedralen.

Denne begivenhed får hendes far til at trække sig endnu mere tilbage, og begrænser sig selv til at tage sig af sin afdøde kones skrin, i bunden af deres have. Isoleret fra verdenen og afskåret fra social interaktion, udvikler unge Amélie en livlig fantasi. Dette leder hende til at udvikle en kuriøs interesse i livets små detaljer og glæder.

Da hun fylder 18 beslutter Amélie sig for at forlade familiens hjem. Her flytter hun ind i en lille, gammel lejlighed omgivet af usædvanlige mennesker. Portneren Madeleine, købmanden Collignon, hans assistent Lucien og en blind tigger der vandrer rundt på gaden mellem undergrundsbanen og caféen.

Men hendes yndlingsnabo er Raymond Dufayel, en maler med en passion for Renoirs “Frokosten til Bådfesten”Dufayel har en sjælden sygdom, som har givet ham kælenavnet “glasmanden”.

Amélie arbejder på en café kaldet “De to vindmøller”, sammen med ejeren Suzanne, tobakshandleren Georgette som er hypokonder og hendes tjenerkollega Gina. Selv kunderne på denne café virker usædvanlige.

Amelie – en udøver af gode gerninger

brugen af farver i amélie gør filmen så speciel

Amélie prøver at hjælpe andre med at rette op på forskellige aspekter af deres liv, uden overhovedet at indse det. Men dette er ikke nok for hende. Under det hele ser vi at Amélie mangler et formål i sit eget liv.

I løbet af filmen er der mange referencer til en række forskellige kunstnere og kunsteriske bevægelser. Nogle gange inkorporerer Jeunet dem direkte i sættet (såsom kunstværket på Amélies væg, eller maleriet af Renoir); andre gange er der blot simple spor som hentyder til specifikke værker og stilarter.

Forstå farver i Amélie

de mørke farver bruges perfekt til at formidle forskellige stemninger

Alt i alt er Amélie en meget udtryksfuld film, både med hensyn til æstetikken og handlingen. Selv lydsporet er fascinerende. Men et af de mest mærkbare egenskaber, er farvepaletten valgt af instruktøren Jeunet.

Jeunet har selv forklaret, at han fik meget af sin inspiration fra den brasilianske maler Juárez Machados værker. De mest anvendte farver i Amélie er rød, grøn og blå. Hver af disse farver bliver anvendt til, at fremvise specifikke følelser som de opleves af karaktererne. I adskillige interviews har Jeunet forklaret at han ville have enhver scene til at ligne et maleri, og derved skabe et mindeværdigt øjebliksbillede.

De forskellige farver der kommer til syne i løbet af filmen, tillader os at identificere os med karakterens følelser. Eksempelvis er farven rød et tegn på Amélies varme og kærlige temperament.

Amélies lejlighed er indrettet i røde farvetoner, og det samme er detaljerne på hendes tøj. Vi ser også små glimt af farven rød i den telefonboks, hvor vi første gang møder Nino – Amélies kærlighedsinteresse, eller på den hendes fars havenisses røde hat.

Farven grøn virker som en kontrast til den røde farve, og ses i flere forskellige scener i løbet af filmen. Amélie er selv iklædt en blanding af grønne og røde outfits. Den røde telefonboks hvor vi møder Nino, står i kontrast til den grønne baggrund af undergrundsbanen i Paris.

Blå symboliserer den triste, ensomme side af Amélies personlighed. Hun har altid været en genert og reserveret person, på jagt efter den kærlighed som hendes forældre nægtede hende. Blandt Amélies ejendele er en lille blå lampe i form af en paddehat. I nogle scener bruger Amélie og Nino også blå plakater til at kommunikere med hinanden.

Farver i Amélie Poulains verden – lys og fotografering

jordfarverne bruges især rigtigt fint i amélie

Vi bør også tale om det fremragende arbejde af filmfotografen Bruno Delbonnel. Ved at bruge brede, langsomme vinkler forsøger han at vise os Amélies dybe følelser af ensomhed og isolation. Kamerabevægelserne er også usædvanlige. Panorering forekommer meget i filmen, og ender ofte med et nærbillede af en karakters ansigt.

Belysningen er blød og en anelse gul i farven, selv under scener som foregår i løbet af dagen. Dette giver et udtryk af at hele filmen foregår ved daggry.

Specielle effekter bruges kun lejlighedsvist til at fremvise karakterens fantasi, tanker og følelser.

Som konklusion kan man sige at instruktøren Jean-Pierre Jaunet, har forsøgt at vise verden den mest romantiske og smukke side af Paris, med farve som sit medie – Amélie Poulains farver.

Jeunets brug af elementer såsom lys og farve er virkelig imponerende, og viser den komplekse række af følelser som udgør Amélies verden.