Lina Bo Bardi - en pioner indenfor moderne arkitektur
Lina Bo Bardi er en af de mest velkendte figurer indenfor moderne arkitektur, og har designet nogle af de vigtigste og ekspressive eksempler indenfor det 20 århundreds brasiliansk arkitektur. Hun studerede arkitektur på skolen for arkitektur ved Rom Universitet før hun flyttede til Milano.
Nogle år efter hun flyttede til Milano, efterlod hun Italien på en tur, der ville ændre hendes liv forevigt. Bo Bardi ankom i Brasilien i 1946. Der opdagede hun hurtigt den livlige musik og de flotte farver, der ville få hende til at blive forelsket i landet. Hun bragte mange nye ideer omkring arkitektur med sig, inspireret af hendes hjemland Italien.
Bo Bardi blev hurtigt ligeså forelsket i Brasilien som i hendes eget land. Gennem hendes karriere bidrog hun i stor stil til kreationen af autentisk brasiliansk arkitektur.
Et kort kig på livet af Lina Bo Bardi
I slutningen af Anden Verdenskrig blev hun en del af modstandsbevægelsen, og i 1945 startede hun bladet A Cultura della Vita sammen med hendes professor Bruno Zevi og hendes kollega Carlo Pagani. Bo Bardi boede i Milano fra 1940 til 1945 da hun besluttede sig for at returnere til Rom. Skuffet over efterkrigs Italien rejste hun til Brasilien med hendes mand Pietro Maria Bardi i 1946.
Da de ankom til Brasilien, fandt de sig til rette i Sao Paulo, og i 1951 blev Lina brasiliansk statsborger. Dog holdte hun altid kontakt til hendes familie i Rom. Hun forblev også i kontakt med flere italienske arkitekter i sær Bruno Zevi, og tog nogle ture tilbage til Europa en gang i mellem for at besøge dem.
I 1950 havde hun designet og bygget hendes eget hus, La Casa de Vidro (Glashuset). I 1957 begyndte hun at arbejde på et projekt for at bygge São Paulos Kunstmuseum, der åbnede i 1968. Selv i dag forbliver hendes værker et af de bedste eksempler på moderne brasiliansk arkitektur. De skiller sig ud grundet deres store søjle struktur og åben plan rum.
Gaudí havde en stor indflydelse på Bo Bardis arbejde. Dette blev endnu mere tydeligt i hendes arbejde efter et besøg i Barcelona i 1957, i sær i Cirell House (1958), Chame-Chame House (1958) og i Espírito Santo do Cerrado Church i Uberlândia (1976 – 1982).
I 1959 modtog hun en invitation til at arbejde i Salvador de Bahia, hvor hun skulle stå i spidsen for et projekt, der skulle bygge det nye moderne kunstmuseum på grunden af en gammel sukkermølle.
Lina Bo Bardi og hendes mest bemærkelsesværdige værker
Bo Bardi ville gerne respektere den vandrette struktur af de eksisterende varehuse og bruge alt den ledige plads. Hendes design har røde mursten og store beton tårne bragt sammen af gangbroer.
Et andet nævneværdigt projekt er Chame-Chame House anført af Bo Bardi i 1964. Dette hus var især bemærkelsesværdigt da det blev bygget omkring et gammelt jackfrugt træ.
Grunden lå på hjørnet af en vejgaffel og sad på en let hældning. En sti snor sig op og rundt om et af hjørnerne og fører om til baghaven. Bygningen selv er omringet af en rampe, så man kan komme til med biler. Modsat er der en trappe, der fører op til service entreen.
Huset er lokaliseret midt på grunden, væk fra alle udvendige vægge og også væk fra vejen. De grove stenvægge er lavet af en blanding af lige og kurvet segmenter og belagt med rullesten og planter.
“Formålet med et hus er at give et godt og komfortabelt liv. Det ville være en fejl at placere for meget værdi på et udelukkende dekorativt resultat.”
-Lina Bo Bardi
Andre bidrag
Denne italienske-brasilianske arkitekt dedikerede ikke blot hendes liv til arkitektur – hun forsøgte sig også med smykker og møbeldesign og arbejdede endda på at designe udstillinger og teaterset.
Et af hendes sidste projekter var at ombygge en kontorbygning til det nye Sao Paulo teater, Teatro Oficina (1980 – 1991).
Hun lavede også store bidrag til arkitekturens teori. Hendes manuskrift Contribuicão Propedeutica ao ensino da Teoria da Arquitetura (Propaedeutic Contribuition to the Teaching of the Theory of Architecture, 1957) forbliver en vigtig tekst i moderne arkitektonisk teori. I den tager hun en humanistisk tilgang indenfor forsvar af en kulturel og miljømæssig arkitektur baseret på teknologisk fremgang.