Essensen af moody indretning

Moody indretning er elegant og sofistikeret og samtidig rigtig hyggeligt. Lige noget for os i Skandinavien!
Essensen af moody indretning

Sidste ændring: 08 februar, 2019

“Moody” indretning er blevet mere og mere almindeligt, både i hjemmet, på kontorer og hoteller. Ordet “moody” er svært at oversætte, det betyder både dunkel, humørsyg, mystisk og tungsindig, og i boligindretning giver stilen altid elegance og masser af karakter til et rum.

En moody stil fokuserer på møbler af mørkt træ og en alsidig indretning. Der bruges vægge i kontrastfarver og sættes stort fokus på komfort. I den her artikel giver vi dig hemmeligheden til at indrette hjemmet i en moody stil.

Hvad er essensen af moody indretning?

Moody indretning er ved at blive mere og mere fashionabelt i England og andre europæiske lande. Ved første øjekast virker stilen måske for “alvorlig” og professionel, men du skal nok komme til at se, at den faktisk er virkelig hyggelig. Den har sin egen personlighed og er frem for alt meget komfortabel. Nogle ting, du skal tænke over, før du vælger denne stil, er:

1. Belysning

Det er altafgørende, at vi lukker naturligt lys ind i vores hjem. Med en moody indretning bliver lyset dog filtreret igennem persienner eller gardiner, hvilket skaber dekorative skygger. Hvis vi skal snakke om kunstigt lys, så er det en god ide at bruge lamper, hvor lyset kan dæmpes. I denne stil passer stearinlys, fyrfadslys og glasflasker omdannet til lamper også perfekt.

Moody belysning

2. Føle- og lugtesans

Alt for ofte glemmer vi disse sanser, når vi skal indrette vores hjem. Når det kommer til moody indretning, så er de helt essentielle! Tanken er at bruge genstande med forskellige teksturer, som for eksempel læder, træ og skind. Der bør være masser af lys, nødder fra skoven, og måske også duften af friskbagte kager.

Stearinlys og fyrfadslys

Musik er et vigtigt element i en moody stil. Derfor anbefaler vi, at du installerer et højtaleranlæg, så du kan lytte til jazz eller Frank Sinatra, mens du læser en avis eller bog eller slapper af med en kop kaffe eller et godt glas vin.

3. Nuet

En af grundtankerne bag en moody indretning er at være til stede i nuet og nyde det mest muligt. Der er en grund til, at denne stil er så populær her i Norden. Vi kan sagtens have det enormt hyggeligt, selvom vi er spærret inde i huset på grund af storm og regn udenfor.

Moody teksturer

En stue indrettet i moody stil har alt, hvad du skal bruge for at dele uforglemmelige øjeblikke med din familie. Forestil dig en rummelig og blød sofa, et solidt bord, et bibliotek fuld af klassikere og tæpper på gulvet. Og læg så dertil et bord, hvor du kan stille en bakke med kaffe og hjemmelavede småkager.

4. Gårsdagen

Selvfølgelig bør du ikke glemme historierne og minderne fra fortiden. Her kan du bruge vintage genstande – fotografier i sort og hvid, malerier og andre møbler med tydelige præg af tidens tand. Alt dette kan kombineres og give en dejlig stemning i dit hjem.

5. Farver

Hvad skal der til for at gøre et rum hyggeligt? En flot farve. Derfor bør du ikke vente til det allersidste med at vælge farverne i dine rum. Hvis du deler rummet med flere mennesker, bør du spørge dem, hvad de synes om de forskellige farvemuligheder. Ikke alle har samme smag, men tænk over at målet er at opnå den varme, hyggelige fornemmelse hele dagen lang.

Mørke farver i indretningen

En af de mest brugte farver i moody indretning er blå, hvilket udstråler afslapning og ro og reducerer stress. Mange folk bruger også en grøn farve, fordi det udstråler vækst, harmoni og godt humør. Brun er også meget populær, fordi man får associationer til jorden, chokolade og kaffe. Du kan også overveje grå for at skabe en moody atmosfære, det er nemlig den perfekte farve til rolige, neutrale og smukke omgivelser.

6. Møbler

Sofa med puder

Når det kommer til møbler, så bliver borde, stole, sofaer og reoler af træ brugt meget i moody indretning. Helt perfekt er det, hvis de er af en mørkere farve. Moody indretning bruger også masser af tæpper og tykke gardiner, samt tekstiler med lækre teksturer og standerlamper.